Anmeldelser UDFORDRINGEN

Berlingske

Poetisk lille perle […] noget nær fremragende. Karen Fastrup skriver, så den afrikanske savanne vokser ud af siderne, og flere passager i fortællingen er så intenst poetiske, at de i virkeligheden er mere erotiske end selve erotikken og de forskellige sexscener. Samtidig er UDFORDRINGEN en finurlig og drilsk historie, der handlingsmæssigt leger kispus med læseren – for hvad er egentlig sandt eller falsk, og hvem kan vi tro på?

Handlingen foregår i Afrika, hvortil seks forskellige forfattere fra forskellige steder i verden er blevet inviteret af en anonym rigmand. Som betaling for det otte måneder lange ophold i et fælles hus forventer den ukendte mæcen, at hver af dem skriver mindst én erotisk novelle til ham.

De seks forfattere beslutter at læse novellerne op for hinanden, efterhånden som de får dem skrevet. Det viser sig, at flere af dem bruger hinanden i deres tekster, hvilket ikke er helt gnidningsløst, ligesom jeg-fortællerens rolle i både skriveprojektet og gruppen er kryptisk og farlig.
– Merete Reinholdt

 

Information

“Mageløs flot er én af bogens første scener, hvor den nyankomne rammefortæller, Maggie, nysgerrigt betragter landskabet på vejen fra lufthavnen til Arusha: »Gradvist gik det op for mig, at mørket langs vejen var levende. Mænd og kvinder vandrede af sted, den sorte hud var ikke til at se, men af og til fangede lygterne det hvide i et øje.« Det anderledes, sortheden, udspringer af naturen selv, et førsteindtryk, der respekterer, at Afrika er et sted, man skal bruge tålmodighed for at udforske.

Fortællekredsens litterært set stærkeste historie, Fyret, er en klassisk velfortalt novelle om en helt ung kvinde og en ældre mand. I sin tematik om uskyld og syndefald kan historien minde om Blixens klassiske Ringen.

Den 18-19-årige Kari og kæresten Geir er alene i naturen som Adam og Eva på det afsides fyr i Norge, som de passer over sommeren, da Geirs far, Sverre pludselig kommer på besøg. Kari bliver brat og voldsomt tiltrukket af Sverres ansigt og krop, som er mærket af tid og liv: »Sverre var svær at tage blikket fra, tænkte hun. Som Geir med en tilføjelse. En tilføjelse, som betød, at hun ikke blev færdig med at afsøge det landskab, som hans ansigt var. Sænkningerne var dybere, toppene mere vildsomme. [… ]Hans ansigt var ikke overskueligt som Geirs rene, unge ansigt. Hun gik vild i det.«

Sverres ansigt er mærket af levet liv, men også af forfald som forsmag på døden. Sverre er manden, der ser Kari i øjnene under akten. Han ved kun alt for godt, at hvert sekund tæller, at tiden går og at kropslig lykke ikke varer. Det salige, stjålne øjeblik, hans og hendes, er et forsøg på at løbe om hjørner med tiden – som om hun kan dele hans erfaring, han hendes ungdom. Men med ét forstår Kari selv, hvor det hele ender henne, at Geir en dag får sin fars ansigt, og at hun også selv kommer til at miste og forandres – og indsigten får hende til at jage Sverre væk. Tabets og dødens realitet er en indsigt, hun må bære alene.

Det er en meget vis, lille historie om et uskyldstab, der gør sin hovedperson klogere på sig selv og livet. Som Geir næste morgen siger om sin far: »Jeg har lært at nyde det, så længe han er her.«
– Marie Louise Kjølbye