Anmeldelser BEGRAVELSEN

Sentura – Magasin for litteratur og levende billeder

Fastrup har skrevet en tyst og sensuel fortælling om duften af harpiks fra nyskovede stammer, om søvandets kølighed mod sommerhed hud og om fornemmelsen af "tykmælkens glatte hinde mod tungespidsen".
Sensuel og afdæmpet – ja, nærmest underspillet, men med pludselige farveeksplosioner af dramatik og barok humor, som når Fastrup fx lader afdødes oprigtigt sørgende hustru falde i staver på det udendørs lokum over ægtemandens nekrolog, som hun med velberådet hu har hængt op på indersiden af døren.

Fastrup demonstrerer en fabelagtig evne til at sanse verden og til, med stor akkuratesse, at gengive sine sansninger i ﬁktionen. Som læser er man derfor til stede midt i begivenhederne sammen med fortælleren.
Men Fastrup stagnerer ikke i sanselige beskrivelser af de smålandske skove og søer. Hun indﬂetter ﬂere sideordnede dramatiske, brutale og komiske begivenhedsforløb undervejs og lader de beskrevne skæbner mødes til gravøl i det lille rødmalede træhus. Forfatteren får alle skævhederne med, den menneskelige ambivalens, den talende tavshed og den særlige lugt, der hænger ved døden.
Begravelsen er en ﬁn lille skildring af mennesker, der – på godt og ondt – knyttes til hinanden og til den natur og det miljø, der omgiver dem.” –Tina Charlotte Møller

Politiken

Når et menneske dør, bliver ikke bare dets omgivelser, men også dets nærmeste og deres mellemværender tilbage.

I Karen Fastrups nye roman, BEGRAVELSEN, er det afsættet: Forfatteren Aksel Skarre er død af kræft, og på hans smålandske gård er familie og venner samlet til den sidste afsked, men frosten binder jorden og udsætter begravelsen.

Imens graver de, og især datteren Paula, i fortiden og i det rodnet af relationer, som binder dem sammen – og holder sammen på dem hver især.

Den omskiftelige Skarre er således i centrum, men på en indirekte måde – som anledning, ikke nødvendigvis årsag, til vigtige begivenheder i de øvriges liv.

Bevægelsen fra by til land, da Skarre besluttede at rykke teltpælene op og flytte fra Nørrebro til den lille by Fagerhult i midten af 1970’erne, danner rammen om de skæbnemøder, som romanen udfolder.

Stilfærdig fascination
Ikke mindst mødet med de lokale brødre Gösta og Ingmar og deres Steinbeckske familiesaga, som er et højdepunkt i romanen.

Det er hverken patetiske opgør eller slibrige afsløringer, som bogen kredser om, selv om fortællesituationen nemt kunne friste til det.

Det er en mere stilfærdig fascination af menneskers mere eller mindre vilkårlige forbundethed, som kommer til udtryk. Især i datteren Paulas historie:

Hun er blevet forfatter, som sin far, men selv om behovet for anerkendelse fra den let distante og flyvske kunstnerfar har været betydningsfuld, udgør det ikke et hovedmotiv i hendes historie.

Betagende menneskeskildringer
I små vignetagtige indskud tematiserer Paula sin egen trang til at skrive, som har ændret sig fra at være en erotisk drift til et behov for at holde fast og skabe sammenhæng.

Også i sin egen livshistorie, som først en skilsmisse og derpå faderens langvarige dødsleje og død har splintret. Men af stumperne stykker hun en ny sammenhæng sammen, det er formlen for romanens opbyggelighed.

BEGRAVELSEN er berigende læsning, der blander betagende menneskeskildringer og flotte, sansemættede smålandske naturiagttagelser i et billede, som fastholder, at livet ikke kun består i det, der var – men også i alt det, der kunne have været.

Det er ikke kun jorden, der tør op, mens Fastrup fortæller. – Lasse Horne Kjældgaard

Information

Fuglemennesket, skovbonden og forfatterinden

BEGRAVELSEN begraver den store forfatter og hans politiske projekt i de svenske skove. Han var god nok der i 70’erne, da han ville forbinde mennesket med den frie natur, men han stod også i vejen for næste generation

Hen imod slutningen af BEGRAVELSEN er det lige før, prosaen slår om i sang med en hel sides strøm af sansninger. Ordene både vælter frem og smyger sig nydeligt omkring dem alle fem for så at glide over i en forklaring på, hvad der gør et ungt menneske til forfatter. Passagen kan også læses som en slags hensigtserklæring fra forfatterens side, en læsevejledning. Den er med andre ord et godt udgangspunkt at tale om Karen Fastrups nye roman ud fra - og vel også hendes tidligere. Fastrup lader til at være tro mod stoffet og stilen fra de to første romaner: BRØNDEN (2000) og MINE SYVOGTYVE SANSERS ELSKEDE (2003).

Den sansende er Paula, der her er voksen, men tidligt i livet har følt sig som "en organisme alt kunne trænge ind i". På et tidspunkt er hun fyldt op, noget af alt det, der er kommet ind, må ud, og lige siden Paula var 12 år, har hun vidst hvordan. Ved at skrive forstår man, men Paulas far er den store forfatter Skarre, og han står i vejen. Hun er nødt til at begrave ham, før hun selv kan komme til. Det gør hun - også helt bogstaveligt, men først skal frosten gå af jorden i Småland, hvor den danske familie slog sig ned, da Paula var barn. Indtil da må den gamle ligge lig i annekset, imens huset er fuldt af mennesker, der kendte Skarre.

I tiden, der går, fra Skarre dør, og til han kan begraves, bliver Paula så omsider forfatter. Vintervejrets temperatur bestemmer, hvor lang tid hun har til at skrive den bog, der kunne være Begravelsen, og nu viser det sig, at det ikke så meget er forfatterfarens historie, der trænger sig på og vil ud, men historien om fuglemennesket, skovbonden og forfatterinden. Brødrene Gösta og Ingmar og Paulas møde med dem. Derfor er ventetiden for begravelsen også en lidt skæv ramme, der er sat for romanen, men det kan kun genere den, der hænger sig i strukturelle problemer. Det eneste, jeg vil indvende er, at også denne fiktion skal have et horn i siden på 68’erne og deres lilla bleer og nejtaktilatomkraftbadges. Paula er denne gang det stakkels barn, der må lide under at være tilflytter i en lille by og have flippede forældre, man helst ikke vil ses sammen med. Skal alle hippier udstilles af samtlige de skabende unger, de fik?

En Volvo er en Volvo

Enhver kan vel gentage spydighederne om 1970’ernes politiske paradokser, men at skrive om fuglemennesket og skovbonden i Smålands natur er mere sjældent. Deres historie er barsk, som kun myter og eventyr kan være det.

Den begynder med brødrenes mor, en gal og smuk kvinde, hvis redning bliver litteraturen. Hun kan ikke elske andet (eller andre) og begraver sig i bøger. Kerstin er hendes navn, og måske er hun opkaldt efter Kerstin Ekman, selv opkalder hun sin første søn efter sin eneste store kærlighed Gösta Berling, den næste kommer til at hedde Ingmar efter Ingmar Ingmarsson i Jerusalem. Inden drengene er blevet store, forlader hun dem og deres far. Noget er gået i stykker i hende, og det vælger Fastrup ikke at reparere. De to sønner må klare sig selv, og hvor Paulas far ligger død i frost og kulde, sætter Gösta og Ingmar ild til deres far, da han (endelig) falder døddrukken om i stalden. Fastrup kan næsten ikke undgå, at symbolikken får lov at lege med, men oftest er en Volvo 544 bare en Volvo 544. Den svenske natur mærkes med alle sanser, og her kommer forældrenes projekt med at flytte til Småland Paula til gode. Det er i de smålandske skove, hun møder de to tavse brødre, Gösta, der holder øje med fuglene, og Ingmar, som knokler med køer og træer. To mennesker, der ikke kan adskilles fra det landskab, de lever i. Vender man tilbage til Fastrups eget billede af den unge forfatter, som en organisme alt kan trænge ind i, og som indimellem brister i skrift, så er romanens afsnit om hippieforældrene bare noget forfatteren skulle af med. Det er derimod i skabelsen af de nærmest mytologiske figurer Gösta og Ingmar og i genskabelsen af den svenske natur, at man kan se, at Fastrup er en god forfatter - af den slags, der hverken vil politik eller noget andet, bare skrive så skriften synger.

“Døden er en barmhjertig skjuler, men også en ubarmhjertig afdækker, og Karen Fastrup vandrer dermed atter på de stier, som hun betrådte i ørkenromanen, denne gang blot som et kammerspil i kulden. Begravelsen er et mysteriespil, hvor gåderne langsomt afdækkes, og hvor det dramatiske veksler med det lavmælte. Karen Fastrups stil og tone er stille og uheldsvanger som en frostkold skov, og hendes scener er skabt for at beskrive såvel synlige som usynlige lag i menneskelige relationer. Den forrige roman brugte varmen som metafor, denne bruger kulden. Tilsammen udgør de to bøger et par dybsindige skildringer af de dødes hemmeligheder og de vanskelige vilkår for kærlighed og samliv.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen
“Barsk men alligevel forsonende skildring af frossen natur og sjæle ved en begravelse i Småland i Sverige… Et af højdepunkterne i bogen er den følsomme Paulas møde med de omsorgssvigtede brødre Ingmar og Gøsta, hvis historie er lige så uafrystelig frygtelig som fascinerende. Her er vi virkelig ude på landet, hvor en familietragedie får lov at udspille sig, uden at myndighederne griber ind.
Sprogtonen er på en gang enkel og alligevel facetteret. Skildringen af smålandsk natur og væsener kan bringe mindelser om Kerstin Ekman, men mest af alt er det fortællingen om at rejse ud og vende hjem og måske forsone sig. - Kamilla Löfström

Litteratursiden.dk

Barsk men alligevel forsonende skildring af frossen natur og sjæle ved en begravelse i Småland i Sverige.

Rammefortællingen er nærmest klassisk: Begravelsesgæsterne strømmer til Fagerhult i Småland, hvor den farverige forfatter Skarre skal begraves, når frosten går af jorden. I 1970'erne emigrerede Skarre med kone og barn fra København til smålandsk natur og mennesker, som i den grad oplevedes skræmmende og anderledes for det lille hippiebarn, Paula.

Optøning af frossen jord og sjæle bliver sandhed og konsekvens for Paula, som efter en voksentilværelse i Danmark er vendt tilbage og har passet den kræftsyge Skarre i den sidste tid inden dødsfaldet. Men det bliver samtidig også en rejse tilbage til det første møde med den svenske kultur på godt og ondt:
"Det var en lille skole, det kunne Paula se med det samme hun steg ud af Volvoen. Hun tog rygsækken på og stod ret op og ned ved siden af Volvoen. Det trak i maven. Skarre kom over til hende og tog hendes hånd. Endelig kunne den luft, hun trak ind, komme helt ned i lungerne, men i det samme kom en flok piger rundt om hjørnet. Pigerne begyndte at se på Skarre og pludselig kunne Paula også se ham. Det var slet ikke gjort med skægget. Om halsen havde han et rødt Christaniatørklæde, og på rulamsfrakken sad det lille rødgule 'atomkraft nej tak'-mærke og sugede pigernes øjne til sig".
Et af højdepunkterne i bogen er den følsomme Paulas møde med de omsorgssvigtede brødre Ingmar og Gøsta, hvis historie er lige så uafrystelig frygtelig som fascinerende. Her er vi virkelig ude på landet, hvor en familietragedie får lov at udspille sig, uden at myndighederne griber ind.

Sprogtonen er på en gang enkel og alligevel facetteret. Skildringen af smålandsk natur og væsener kan bringe mindelser om Kerstin Ekman, men mest af alt er det fortællingen om at rejse ud og vende hjem og måske forsone sig." – Margit Fischer

Bogrummet.dk

"Skarre og Gertie rejste i 70-erne fra København til Småland for at udleve hippie-drømmen om at klare sig selv i den barske svenske natur. Med sig har de Paula, der skal skifte skole og tilpasse sig det nye liv.

Skarre er forfatter, og Paula føler på et tidligt tidspunkt, at der er meget der trænger sig på – meget hun må ud med, men faderen nedgør Paulas forsøg på at få sine tanker ned på papir med det resultat, at Paula lægger skriveriet i skuffen, men lagrer hele sin barndom og dens udfordringer i sit sind.

Paula er et eftertænksomt og alvorligt barn, der alt for tidligt bliver voksen. Hun skiller sig ud som dansker og hippie-barn i den nye klasse, og hun finder snart et fællesskab med den omsorgssvigtede Ingmar, der bor alene med sin tilbagestående bror Gøsta og deres fordrukne far i skoven. Moderen er stukket af, og faderen magter ikke forældrerollen. Paulas forældre fornemmer, at der er brug for hjælp, men får at vide, at her blander man sig ikke – man passer sig eget. Så det gør de.

Ingmar og Gøstas skæbner er ubærlige, og man glædes ved, at de dog har én ven: Paula, selvom hun ikke formår at ændre på deres liv.

Fortællingen er bask og smuk – både som menneskelig fortælling og som naturfortælling.

Sproget er nuanceret, dragende og smukt, og man kan fornemme stilheden i de svenske skove, og se de smukke skovsøer for sig. Man kan også fornemme smerterne og forløsningen hos menneskene.

Vi kommer ind i historien på et tidspunkt, hvor Skarre er død efter en kræftsygdom. Familien er kommet langvejs fra – men frosten går i jorden, og man må lægge Skarre ud i annekset og afvente tøvejret. Begravelsesgæsterne huses hos enken – og historien får sit afsæt i skildringen af de mennesker, der er kommet for at tage afsked.

Alles liv er viklet ind i hinanden og Karen Fastrup formår at skildre de enkelte skæbner i en rolig, dagligdags tone, der dog rummer smerte og forløsning, håb og håbløshed.

En smuk og betagende hverdagsfortælling, der rummer grusomhed og håb – og bestemt et bekendtskab værd." – Nordstranden