Anmeldelser BRØNDEN

Politiken

Karen Fastrup debuterer med en inciterende roman om en ung kvindes vej til sig selv

Den 33-årige Karen Fastrup debuterer med BRØNDEN, en ualmindeligt helstøbt roman om et år i en ung kvindes liv, fortalt i et redeligt, roligt og smukt sprog. Dertil kommer en nøje gennemtænkt komposition og fortættede scener, der griber symbolsk ind i hinanden for undervejs at samle sig til en moderne behandling af det eviggyldige identitetstema: hvem er jeg?

Romanen er centreret om den 28-årige gravide Emma, der slår sig ned i Lissabon i en fremlejet lejlighed. Hun har forladt barnefaderen, en barndomskæreste, og er på flugt fra “de gamle angster”, der dukker op som løsrevne erindringsbilleder, når noget minder hende om den nordjyske familie, hun mere eller mindre har brudt med. En voldsomt selvoptaget mor har præget barndommen, der er farvet af en lidt ældre søsters død som lille.

Bogens to dele kaldes “Floden” og “Fjorden”, og i topografiske afsnit skildres hhv floden Tejos forløb indtil den når Lissabon, og barndommens Limfjorden. På samme måde som vandet forgrener sig, vides Emmas radius ud. Installeret i lejligheden udforsker hun omegnen og taler med portnersken, med den skøre Sophie og gadesælgeren, der sælger solbriller og historier til hende. En af de historier, han udgiver for sin egen, er et stykke fra Pessoas Rastløshedens bog, hvori det hedder: “… brøndens dybe spejl viser mig mit eget ansigt, som betragter mig betragte det”.

Her har vi titlen, BRØNDEN, som det selvbetragtningens sted, der fjerner én fra oplevelsen og det nu, som Emma ellers hårdnakket forsøger at forblive i. En anden udleveret historie handler om at få fat i sin egen historie, hvad Emma også har svært ved, for hun kan ikke huske sin barndom. Erindringen er kun glimtvise gennembrud i den dagligdag, som reproduceres sagligt og detaljeret, indtil de i 2. del, “Fjorden”, kommer til at spille hovedrollen i vekselvirkningen med nutiden.

Den kæreste, hun får, er fotograf med hang til gravide kvinder – “kvindelighed spændt til den yderste grænse”, som han siger. Selv er Emma konservator og får arbejde med at konservere et kalkmaleri med Abraham og Isak – ikke uden parallel til hendes egen historie med den afvisende mor. De to professioner, fotograf, konservator, har begge at gøre med at fastholde billeder og genskabe dem – et billede på rekonstruktionsarbejdet på det psykologiske plan. Det er således en ned til mindste detalje symbolkonstrueret og meta-kommenteret roman, vi har her, der fører frem til, at Emma endelig finder frem til sig selv. Måske ved at blive en anden gennem moderskabet.

Hele romanens ambitiøse projekt kunne være endt i noget fortænkt og villet, men den flyder uanstrengt og elegant. Som det vand, der bærer de topografiske skildringer, har den fremdrift og forgreninger. Og udspring: da Emma til sidst ankommer til barndomsegnen for at vise barnet frem til sine forældre, vender hun om på falderebet. Afvisningen bliver en måde at komme frem på. Der er tale om et langt mere uforsonligt forældreopgør, end vi er vant til at se i litteraturen, selv om der fortælles så behersket.

Romanen kan læses på mange planer. Som en psykologisk udviklingshistorie, som en symbolsk rejse, som en metaroman om billeddannelsens og fiktionens virkelighed over for tingene selv, og som en konkret skildring af lokaliteter og miljøer i Lissabon og Nordjylland. Uanset læsemåde indfanges man. Romanens sprog og stil er inciterende, en stor nydelse i deskriptionen, hvadenten man læser om, hvordan farven Giovanni-hvid eller saltgrøn blandes, hvordan et lagen dufter eller en barnekind mærkes. Og så er der de krassere skildringer af død, samlejer, værelser, der emmer af uforløsthed og hemmeligheder.

Denne forfatter arbejder som hendes hovedperson arbejder med restaureringen af kalkmalerier. Reformationens overhvidtning skal afvaskes, grundlinjerne fremkaldes, billedet gendannes. Der bliver tale om et både nyt og gammelt billede, og dermed afspejler processen erindringens og fiktionens betingelser.

Det er længe siden, vi har haft så overbevisende en romandebutant i Danmark. – May Schack

 

Berlingske

En brønd af erindringer

Debutanten Karen Fastrups roman BRØNDEN viser en forfatter, der både kan sanse, tænke og skrive

Der er langt mellem de gode debutanter for tiden, men så meget desto mere grund er der til at blive glad, når der viser sig én på scenen, som både kan sanse, tænke og skrive. Og det kan Karen Fastrup, som i dag debuterer med romanen Brønden, på helt overbevisende vis.

BRØNDEN er en bog, man vil læse igen, en bog, der ved sin sproglige styrke, sin stille fortællemåde og sin i grunden bizarre handling, holder en fangen. Og så er det længe siden, jeg har læst en debutant med et sprog, der har det fang i sig, et sprog, der alvorligt og uden at være patetisk og uden ironiens svøbe, både kan kredse om mennesket som filosofisk eksistens og samtidig på ganske få linjer indkredse et stort landligt barndomsrum. Det er flot gjort.

Kort fortalt beskriver romanen en bevægelse i et menneskes sind – fra fortrængning af fortidens traumer over genkendelsen, med alt hvad det fører med sig af angst, til et endeligt selvstændigt valg. Det begynder næsten som i Wim Wenders eminente film Lisbon Story. Hovedpersonen Emma ankommer til Lissabon, hvor hun har fremlejet en lejlighed. Den er stor og mørk og rundt omkring hænger der fotografier, som ejeren, der er fotograf har taget. Emma træder så at sige lige ind i fotografens mørkekammer. Et kammer, der langsomt kommer til at fremkalde hende selv. For som hun træder ind i læserens rum er hun et menneske, der begynder. Nærmest ingen – en ung kvinde med en lille kuffert og et spirende foster i maven, rejst til Lissabon som en flugt væk fra det hun kom fra, uden andet mål end at blive der. Alt har hun lagt bag sig, og i begyndelsen fylder fortiden heller ikke meget.

Men som det er med fortider flytter dæmonerne med. I konfrontationen med det fremmede, som hun ellers behersker sprogligt, begynder fortidens stemmer at tale med. Et tilfældigt møde med et lille barn bliver samtidig til et møde med sin egen angste barneeksistens. Et rædselsvækkende univers fyldt af sorg og angst, der aldrig har fået anerkendelse af de nære omgivelser.

Erindringen om søsteren der fik leukæmi og døde er knugende og skrevet med barnets logiske sans. Søsterens blod var jo dårligt og set med barnets optik var det logisk, at søsteren måtte prøve at spise så mange blodrøde tomater som muligt, og da denne kur mislykkedes, prøve at få blandet sit syge blod med Emmas eget sunde blod. Forsøg der, set med forældrenes blik, kun vakte vrede. Og lod Emma stå tilbage. som hun gør nu, hvor hun har afsværget fortiden, barnefaderen og forældrene. Men billederne presser sig på: “Hun holdt den røde tomat i sine tynde, hvide hænder inden hun førte den op til løberne. Med fortænderne bed hun en flig af dens kød af, og den orangegule saft løb ned over hendes hage. Hun tørrede hagen med trøjeærmet og tog endnu en bid. “Du skal spise dem allesammen,” sagde jeg. “Ja,” sagde hun og kiggede ned i skødet.” Hun var næsten aldrig sulten.”

Sanseligt og smukt

Fotografen viser sig ikke at være bortrejst, men derimod på næsten for oplagt vis at nære en særlig passion for gravide kvinder. En passion der kommer til at strække ud over graviditeten og blive Emmas redning fra ensomhed og dæmoner. Og romanen lader Tejos portugisiske vande og Limfjordens vande strømme side om side. Et møde er umuligt. At floden og fjorden samler sig i Emma som i en brønd, men i realiteten ikke kan forenes i en samtidighed lader romanens stille dramatiske slutning os se. En slutning der ikke skal røbes her.

Udover den sansenære barndomsskildring er romanen en rejseskildring fra Lissabon, og rummer samtidig på smuk vis en hyldest til den store portugisiske digter Fernando Pessoa, der iklædt en maske som gadesælger, netop sælger Emma et stykke fra sit efterladte værk RASTLØSHEDENS BOG, der handler om at føle sig som ingen: et gammelt tiloversblevet spillekort uden værdi i sig selv. Man kunne ønske sig, at Emmas tvivl og tanker omkring nutiden var kommet mere til sin ret; så nemt kan det vel heller ikke være at møde et andet menneske, så få tanker gør en kvinde sig vel heller ikke om graviditet og alt det, der ledte op til den? Derimod er det i romanens barndomsskildringer, styrken træder frem. Det knugende hjem med den neurotiske selvoptagne mor, den selvfølgelige plads og kærlige accept hos morforældrene på landet, og den støvede næsten Bergmanske tidsstandsning i farfarens præstebolig. Det er i disse skildringer romanen for alvor bliver nærværende for læseren.

Med BRØNDEN har Karen Fastrup markeret sig som en forfatter, man allerede glæder sig til at åbne den næste bog af. Og det er faktisk ikke så ofte, det sker. – Mai Misfeldt

 

Kristeligt Dagblad

Så nær, så fjern. Unik sprogtone og sensibilitet for det næsten usagte i modig og lovende debut af Karen Fastrup

Der er på én gang noget underligt verdensfjernt og dog nærværende ved hele stemningen i Karen Fastrups ret så forunderlige debutroman BRØNDEN.

Indeklemtheden, som gemmer på frygtelige hemmeligheder og traumatiserede erindringsbrokker, siver ind i beskrivelserne af Lissabon, hvor Emma, historiens hovedperson, forsøger at få styr på sig selv. Og så hænger der fotografier på snore rundt langs væggene i den lejlighed, Emma har fremlejet i Lissabon, så hun må navigere i labyrinter af bogstakke og papirer for at nå frem til dem. Man læser det som en – nogle gange lidt for entydig – allegori over erindrings- og helingsprocessens vanskeligheder. Find ind til dig selv. Find dit inderste billede. Undervejs er der så mange andre billeder – og måske også tekst – som skal krydses, fortolkes, forstås. Under huden, som man siger.

Udenfor i byens virvar trænger virkeligheden sig på. Oppe i lejligheden er der nemlig drøm og fantasi, tidløse gemmesteder. De summende stemmer, som sydlandsk blander sig med råbene og kirkeklokkerne. Lugtene, som er varmens djævlevenner. En gadesælger, der læser op af sine sære historier. Stundom tror man, det er film. Fastrups kamera er indstillet på detaljen.

I Lissabon dukker også gamle billeder op – som om der ikke var nok af dem. Fra barndommen hjemme ved Limfjorden. Det var vistnok ikke altid lige nemt. Hør, hvordan den modne fortæller, på afstand og dog så tæt på, spalter sig fnuglet ud i barnets måbende, naive vinkel:

“Den hvide mand var den mand der kom og passede min mormor og morfars køer hvis de en sjælden gang var nødt til at tage fra gården. Så kom han kørende i en lille rund bil som han parkerede på gårdspladsen og derefter krøllede sig ud af. Først svirpede det ene ben ud af døren, så kom det andet, og til sidst stod hele den hvide mand dér ved siden af den lille bil som kun nåede ham til navlen. Den hvide mand havde hvide træsko, hvide bukser, hvid jakke og hvid kasket på. Han smilede til mig og sagde “goddag lille ven”. Jeg sagde ikke noget. Når den hvide mand var kommet, kørte vi. Og jeg vendte mig om på bagsædet og så Pjerrot gå ind i kostalden hvor han lavede cirkusnumre for køerne.”

Mens barnet samler de tætte sansninger i private billedforløb – den totale hvidhed, cirkusnumrene og den truende krop – dirigerer Emmas far “Tannhäuser” foran spejlet i entreen. Og Emma sværger en troskabsed med søsteren Ida. Som små fine brudstykker dukker barndommen med dens lokkende og skræmmende privatisme frem til overfladen og blander sig med historien og jagten på den mand, Emma forfølger i Lissabon. Det er på én gang fjernt og nært. Men også godt og skidt. Karen Fastrup lader sine personer tale meget. Det vrimler med dialog i hendes roman. Det er ofte korte og mystificerende smuler, som vrides ud af figurerne. Så når de skal ind på scenen til nærvær og fortolkning, fortoner de sig lige så ofte i dunkelhed og forkrampede allusioner. Ideen med at lade Limfjorden og Lissabon krydse hinanden i et lille levet livs erindringer og personlige færd er god, men den kan også nu og da være forstyrrende for de bredere linjer.

Det er ikke absurd, det er ikke realistisk – det er midt imellem. Og det kendetegner BRØNDEN. Her er en unik sprogtone, en sensibilitet over for lyset og farverne, konturerne og det næsten usagte – tænk for eksempel på Helle Helle – men det hele skal lige en tur igennem vridemaskinen én gang til. Og det glæder jeg mig oprigtigt til. Bogen anbefales alligevel for sit mod og sansende billedcirkus, for kroppene på billederne i lejligheden, hvor nedadvendte ansigter hænger skråt i luften, og billederne i kroppen – næsten usynlige nøglehuller, hvor vi kigger ind og ser noget, vi ikke burde se. Dét holder Fastrup fint fast i. – Bo Kampmann Walther