Anmeldelser -MINE SYVOGTYVE SANSERS ELSKEDE

Anmeldelser MINE SYVOGTYVE SANSERS ELSKEDE

Litlive.dk

Da Karen Fastrup for tre år siden debuterede med romanen Brønden, hæftede kritikerne sig ved hendes evne til sanselig beskrivelse. Denne evne har hun i rigt mål bevaret i sin nye roman, som da også har sanserne med i titlen: Mine syvogtyve sansers elskede – et citat fra den tyske digter Kurt Schwitters skrupskøre og skrupforelskede digt Til Anna Blume, som for hovedpersonen Clemens bliver et tekstspejl for kvinderne i hans liv.
Noget af det fine ved Fastrups sanseliggørelse af verden, er at den ikke bare omslutter den eksotiske fremmedartede verden (Lissabon i Brønden, ørkenen i Mine syvogtyve sansers elskede), men også den hjemlige, danske. Det er ikke bare den krakelerede ørkenvejs sortgule mosaik og det arabiske køkkens gedemælk og dadelmasse, der bringes til at prikke på læserens nethinde og tunge; det er også den jyske jordbunds marmorkage i sort og sand med dertil hørende kaffebord. Her bliver sanseliggørelsen en fremmedgørelse: et blik for det eksotiske i det hjemmevante og velkendte. Således balancerer sanseliggørelsen på kanten mellem fremmedgørelse og fortrolighed, som måske netop er der vi balancerer, når vi for alvor sanser verden. Og er der noget, Karen Fastrups prosa kan, så er det at vække det sansende menneske til live i sin læser.

Med den krakelerede ørkenvej og den jyske jordbund er koordinaterne trukket op for de landskaber, romanen bevæger sig mellem: Den libyske Ørken og Danmark, gående fra Viborg til København. Danmarksdelen udspiller sig i årene under og efter krigen; ørkendelen består af to tidslag: 1958 og 1996. Disse tre forskellige tidslige og geografiske lag er hver især splittet op i korte, episodiske kapitler, der lægges ud som mosaikbrikker i en akronologisk komposition med en meget fin rytme; vi vugges virtuost mellem tider og steder. Kapitlernes konsekvente angivelser (“BÎR EL SHAQ, DECEMBER 1958”, EL KHARGA, NOVEMBER 1996”, “VIBORG, AUGUST 1941”) holder os hele tiden venligt orienteret, men mosaikmetoden skaber også et landskab på tværs af tid og rum:

et netværk af mandekøn og kvindeskød, af blodsbånd, sædspor, frastødninger og tiltrækninger: slægtens og kærlighedens pulserende og forgrenede landskab.
Mosaikken danner efterhånden et forløbsmønster: historien om landbrugslærersønnen Clemens, der som gymnasiast i Viborg bliver involveret i modstandsbevægelsen, må gå under jorden for at genopstå som mekaniker i København, hvor han efterhånden bliver geologistuderende og møder kvinden i sit liv, den medicinstuderende, mundharpespillende, stridhårede Anna, der kæmper for at komme til stede i verden. I 1958 drager Anna og Clemens ud på en geologisk ørkenekspedition, der udvikler sig til et trekantsdrama. I 1996 er Anna og Clemens igen i ørkenen, men denne gang forsvundne for omverden; deres søn Tore forsøger at opspore dem og sidder på et ægyptisk hotelværelse og læser forældrenes optegnelser fra ’58-ekspeditionen. 1996-laget har Tore som jeg-fortæller; 1958-laget fortælles dels af forældrene gennem deres optegnelser, dels af en fortæller, der svæver over landskabet og ind og ud af personernes bevidstheder. Det ældste tidslag, Clemens’ og Annas ungdom, fortælles i tredje person, men personalt: kapitlerne om Clemens (dem er der flest af) følger Clemens’ perspektiv, kapitlerne om Anna følger Annas.
Ikke bare tidsligt og geografisk, men også fortællermæssigt er der altså noget mosaik over romanens komposition: historien stykkes sammen af forskellige tidslag, forskellige steder, forskellige perspektiver. Og så er mosaik måske ikke det bedste billede: det er ikke skår eller klinker der lægges side om side, men snarere lag, der væver sig ind og ud af hinanden.
Opdelt i tidslige aflejringer ligner romanens struktur geologiens; som bånd og spor der væver sig ind og ud af hinanden og breder sig til farvemættede felter ligner den vævningen. Geologien er Clemens’ beskæftigelse; vævningen er Annas, da hun efter det skæbnesvangre år 1958 opgiver sin lægegerning. Således kan den geologiske far og den vævende mor ses som repræsentationer af romanens eget kompositionsprincip. Eller omvendt: romanen forsøger at forene geologens og væverens, faderens og moderens kraft i sit eget skabende princip. På samme måde som den kombinerer den saglige, leksikalske stil med en erotisk, metaforiserende. Den saglige, leksikalske stil finder vi rendyrket i Clemens’ videnskabelige optegnelser fra ekspeditionen i ’58; den erotiske, metaforiserende finder vi blandt andet i Annas optegnelser. Ikke bare ved at krydsklippe mellem Annas og Clemens’ stemmer og perspektiver, men også ved at forene dem i den fortællerstemme, der svæver over vandene (eller sandene) med erotiserende saglighed, kan romanen synes at ville fusionere det fædrene og det mødrene i sin egen skabelse. Den er et barn af geologen og den medicinske væverske, ligesom det er deres barn, der stykker deres historie sammen.
Annas optegnelser er i sig selv noget af et kludetæppe (væversken igen): de metaforisk erotiserende (der accelererer til poetisk porno) veksler med anatomisk-leksikalske (her var vi medicineren). Som den store væverske, som en fantasi om en altfavnende kvindelighed synes moderen at kunne forene det saglige og det erotiske: for hende er kroppen både erotisk sansende subjekt og medicinens objekt. Og ikke mindst er kroppen det billede, i hvilket verden sanses: “Det er som om vi kører hen over en kæmpestor krop. En død krop,” siger Anna til Clemens, da de første gang kører ud i ørkenen. Og det bliver for så vidt et af romanens åbne spørgsmål, om ørkenkroppen er død eller levende. Den er på den ene side kvarts, feldspat, magnetjern og granat, på den anden side bevægelig krop og mønstre i bestandig forandring. Den er på én gang det landskab, hvori Clemens nydende kan fortabe sig som i en kvindekrop, og den udørk hvor Anna må kæmpe for at bevare det levende.
At sanse verden i kroppens billede er ikke bare Annas projekt, men også den svævende fortællers. I romanens allerførste linjer hører vi om ørkenens saltskorpe, der lægger sig “som hud over sandet”. Og netop huden er det anatomiske organ, der gang på gang påkaldes i romanen. Hele den stribe af metaforer, der på romanens første sider skal male ørkenlandskabet op for os, kan ses som en serie huder: asfalten krakelerer “som glasuren på en gammel porcelænsvase”, sandet “som et gyldent dække over det sorte instrumentbræt”, sandbankens riller “som linjerne over en fingerblomme”. Det er krakelerede, porøse, rillede huder, og herfra bevæger vi os da også ind “under huden”: til skoldhedt blod, stramme sener, ustyrlig dunken og sønderkværnet sjæl, der lægger sig “som et porøst dække mellem huden og knoglerne”. Blandt Annas optegnelser finder vi en leksikalsk-medicinsk om netop huden, hvor der fokuseres på dens funktion som “værge mod udefrakommende påvirkninger”, og det er næppe noget tilfælde at den “udefrakommende påvirkning”, Anna har svært ved at værge sig mod i ørkenen, synger Sinatra: “I’ve got you under my skin”.
Og det er også dér vi får verden, når vi læser Fastrup: ind under huden. Eller måske snarere ind i huden: ind i den zone hvor bevidstheden møder verden, ind i den sårbare sanseflade, som Karen Fastrup har en saliggørende evne til at skrive (væve, skrabe) frem.
Mine syvogtyve sansers elskede er en usædvanligt forførende, velkomponeret og velskrevet roman, som ikke bare lever op til, men overgår de forventninger, man havde til denne forfatterinde efter den lovende debut. Karen Fastrup kan puste sanseligt liv i en ørken. Og det kræver sin kvinde.” – Lillian Munk Rösing

 

Weekendavisen

“Karen Fastrup har skrevet en eviggyldig roman om tilsandet kærlighed. Hvilken kynisk kærlighedshandling, hvilket jalousimord! Da Karen Fastrup lader den forsmåede mand drage med karavanen fra Tchad videre gennem Den libyske Ørken, lægger han både sin kæreste og sin konkurrent bag sig. (…) I sin anden roman – debuten var den stærkt roste Brønden – fortæller Karen Fastrup en romantisk og dramatisk historie om en mands desperate forsøg på at overvinde et tillidsbrud og en kvindes vilje til at genskabe loyaliteten. Romanen handler om, hvad et menneske kan tillade sig i kærlighedens navn. Romanen får mig til at tænke på den argentinske mester Jorge Luis Borges, der engang skrev en lille tekst, som slet og ret hedder Ørkenen. Her tager han en håndfuld sand, som han lader falde igen, idet han siger: Jeg er ved at ændre Sahara. Det samme gør Clemens og Anna – men de ændrer ikke bare ørkenen, de ændrer deres eget liv, ved at flytte en håndfuld af det til et nyt sted. Det handler om altfortærende kærlighed og jalousi. Om en mand, der straffer sin kærestes omsorg over for en anden. Men også om eftergivenhed og tilgivelse - den største udfordring af alle, og det man skylder dem, man holder af. – Klaus Rothstein

 

Jyllandsposten

“Nu har Karen Fastrup igen skabt en roman, der beviser, at hun har en usædvanlig stor spændvidde og modenhed som romanforfatter. Der skrives med en ro og et overblik, der gør læsningen af bogen til en fornøjelse, og bogens jonglering med forskellige fortællervinkler skaber en poesi, der bliver kendetegnende hele vejen igennem.
Vi præsenteres for kærlighedens mange afskygninger i form af det sanselige begær og dets bevæggrunde, og troløshedens væsen, der med instinktiv spontanitet flakker rundt mellem afgrund og lyksalighed. Tilgivelsen synes også at stå som et centralt og samlende begreb, der tilsidst binder en smuk sløjfe på de sammenfiltrede tråde og lukker hullerne mellem de elskende. Fortid flettes ind i nutid, og langsomt skabes portrætter af mennesket fra forskellige vinkler, ofte med en visuel kraft, der gør, at man godt kunne forestille sig bogen som film.” – Katarina Lewkovitch, Kristeligt Dagblad
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/p%C3%A5-kamelryg-i-fortiden
“Karen Fastrup har skrevet en ambitiøs roman, men hun har den tyngde og det hoved, der skal til. Jeg vil mene, at en af fornøjelserne ved Mine syvogtyve sansers elskede er en viden om kvindelig seksualitet og en kvindelig horisont, som man sjældent finder hos mandlige forfattere.

Måske er det denne forskel, der får mig til at mene, at der er noget sexet (og anderledes) over Karen Fastrups roman? Bogen er ikke bare erotisk – i visse passager. Den er også hele vejen igennem ambitiøs. (…) Der er altså flere lag i Karen Fastrups roman. De glider smukt og mere eller mindre gådefuldt sammen. Forudsætningen for, at det kan ske, er, at forfatteren skriver godt og kan mestre flere stilarter, svinge fra det lakoniske til det poetiske, fra det konstaterende og beskrivende de forskellige majestætiske naturområder til at filosofere om den menneskelige natur og her i særdeleshed dens essens i kærligheden og det lidenskabelige.” – Erik Svendsen

Information

Karen Fastrup er en brønddykker. Ikke bare fordi hendes debutroman hed Brøn-den, og den nye begynder og slutter ved én, men fordi tid i hendes bøger er noget, man dykker ned i, og nutid en blank overflade på noget meget dybt vand.
I Brønden lå der en limfjordsbarndom under vandoverfladen. I Mine syvogtyve sansers elskede gemmer brønden på to generationer: Anna og Clemens, der som 70-årige er forsvundet et sted i ørkenen, og deres voksne søn Tore, som er taget til Libyen for at lede efter dem. Vi dykker med Tore ned i deres historie og især til en ekspedition til ørkenen omkring den samme brønd i 1958, men vi følger også Tores egen nutid og Clemens’ barndom og ungdom i Viborg omkring Anden Verdenskrig.
Dét kunne jo godt alt sammen blive noget rod. Men det gør det ikke, for Karen Fastrup har skærpet sin pen til en præcis og nøgtern sammensætning af tidsklip, som er renset for ethvert overflødigt ord. En velsignelse, efter min mening, i en tid hvor flere forfattere synes at tro, at realisme er noget med at sige ’knalde’ og ’kodylt’ og fylde det størst mulige antal sider ud med den slags grå sludder, der forventes at køre gennem hvermands hoved. Andre vil mene, at Fastrup har givet sig for meget hen til en formmæssig artighed, der også kunne spores i debuten – og bogens rædsomme titel fremhæver da også den damebladsappel, der trods alt er forbundet med en kulørt historie om et ungt kærestepars prøvelser i sandet. Juliette Binoches langsomt blinkende øjenvipper i Den engelske patient ligger ikke langt væk.

Stedet og tiden
Men dét gør Viborg, katedralskolen og den vestjyske hede heller ikke, og det er i det hele taget præcisionen forstået som det skarpe øje for stedet og tidens personlighed, der gør Mine syvogtyve sansers elskede til langt mere end en damebladsroman. Der er kilometer mellem den hidsige 17-årige Clemens, der beundrer sin tysklærerindes store bryster og cykler gennem mørket til våbennedkastninger med sine sabotørvenner, til den alvorligt grundende Clemens, der mærker ørkenens tomhed fylde sig, mens ekspeditionens medlemmer begynder at skændes og skule.
Collagen lykkes på grund af forskellene. Man kan se Viborg og Clemens’ familie blive for lille, og man kan se ørkenen blive alt for stor. Og grænseløs. Ligesom Annas nervøse vippen mellem sin charmerende, mundharpeblæsende særlighed og kontroltabet, som ligger på lur, når der ikke er nogen, der holder godt fast i hende. Hun er blevet læge og bruger sine dagbogsnotater til at prøve at holde ørken-grænseløsheden ude ved for eksempel at skrive om, hvad der sker, når huden beskadiges:
»Der kan omvikles helt op til tretten lag, men da hæmmes hudens funktion som afsondringsorgan betydeligt. En lægelig vurdering må derfra afgøre hvorfra den største fare kommer: indefra, fra kroppen selv, i form af overophedning; eller udefra, i form af«.
Der slutter dét notat, uden punktum eller tegn, og sådan er selv formløsheden formfuldendt hos Karen Fastrup. Men hendes formfuldendthed er ikke af den harmløse slags. Den er mere som den blanke vandoverflade, der glimter på romanens sidste side lige efter, at en hemmelighed er blevet hejst ned i brønden.
For som enhver ordentlig brønddykker ved, skal man bare dykke dybt nok, så finder man hemmeligheden igen. Og det kommer der historier af." - Lotte Folke Kaarsholm

 

Litteratursiden.dk

"Karen Fastrup slog sit navn som forfatter fast med den meget roste debutroman ”Brønden” fra 2000. De høje forventninger efter denne yderst læseværdige debut indfries godt med ”Mine syvogtyve sansers elskede”, hendes roman nr to, der er en medrivende historie om kærlighedens og kroppens landskaber.

Det ældre ægtepar Anna og Clemens er forsvundet i Libyens ørken. Deres voksne søn, Tore, sidder på et hotelværelse i El Kharga og venter på at høre nyt. Han bruger ventetiden til at læse dagbøger og optegnelser fra en ekspedition i ørkenen i 1958, som begge forældre deltog i. Han bringes derved på sporet af, hvad der skete dengang i 1958, og hvor forældrene kan tænkes at befinde sig nu.

Bogen er bygget op af små afsnit, springende i tid mellem tre perioder: ekspeditionen i 1958, Tores nutidige ophold i Libyen i 1996, og episoder fra Clemens’ og Annas ungdom i 1940’erne. Clemens får i gymnasietiden et erotisk forhold til sin tysklærerinde. Hun læser et kærlighedsdigt op for ham, og dette digt, Kurt Schwitters digt til Anna Blume, har en central plads i bogen, da det også bliver Clemens’ digt til hans egen Anna. Titlens syvogtyve sansers elskede stammer derfra.

Clemens uddanner sig til geolog, et fag om ”en verden som var uafhængig af de evindelige og uberegnelige omskifteligheder menneskene var underlagt” (s. 115), hvilket han som 24-årig har måttet erfare med en vis bitterhed. Den aparte lægestuderende Anna bliver hans næste store kærlighed, hende han gifter sig med.

Anna deltager i den geologiske ekspedition i 1958 som læge (og medrejsende hustru). Clemens er ekspeditionsleder, der er to geologer mere plus en lokal kok. Vi ved, der på et tidspunkt vil ske noget skæbnesvangert mellem ekspeditionens deltagere. Anna ”.. nød at være den eneste kvinde her. Den eneste blandt tre mænd i ødemarken. Og hun kunne allerede fornemme hvilket kraftcenter hun udgjorde…” (s. 58).

Det drama, der udspillede sig derude i ørkenen, og som har været sandet til i næsten 40 år, graves på bedste krimivis først frem på de allersidste sider. Selv om romanen lader en del tilbage at ønske m.h.t. persontegningen, har den en helt speciel evne til at holde læseren fast. Med kombinationen af en springende kronologi, som holder interessen fangen for alle spor på én gang, en sikker og kortfattet stil, et sanseligt sprog og et almengyldigt kærlighedstema fra et eksotisk miljø har Karen Fastrup skabt en dybt fascinerende roman." – Margit Fischer