Anmeldelser HUNGERHJERTE
Politiken
★★★★★ Et liv med borderline: HUNGERHJERTE beskriver fremragende sorgen og smerten over at have mistet selvbeherskelsen
Karen Fastrup skriver om sindssygdom, så man kan mærke det på egen krop. Men især skriver hun om at være menneske, og det gør hun fremragende.
Bogen begynder, da det er allerværst. Den aften, da Karen kort efter ankomsten til den psykiatriske akutmodtagelse løber nøgen ud på Ballerup Boulevard, bange, forvirret og vred. Hun kan ikke huske, hvad der har ledt frem til indlæggelsen, hun føler sig som »en hvinende kugle i hovedhøjde«, hun kan ikke trække vejret, og hun kan ikke længere holde sit indre vilddyr i ave under den udspændte hinde.
Det er mørkt indeni, og Karen Fastrups autobiografiske HUNGERHJERTE viger ikke uden om de sorte huller. Sorgen og smerten over at have mistet selvbeherskelsen beskrives så grundigt og klart, at man kan mærke det på egen krop. »Jeg er ubeboelig«, skriver hun. »Kan ikke være i den krop. Men kan ikke komme ud af den. Når jeg raser frem og tilbage, kommer jeg så langt ud af den, jeg kan, helt ud i yderkanten«.
Hun længes efter en diagnose, men frygter at blive diagnosticeret med borderline (amagerdiagnosen, »det er røvgevir og selvskade i det helt store udtræk«). Bipolar, derimod, er den fine og socialt acceptable diagnose. Men uanset hvad tilbyder diagnosen lindring i form af identitet.
For det er følelsen af tomhed og manglen på identitet, der piner hende. »Jeg vil have øjne at se ind i«, som hun siger til psykiateren. Af samme grund er de behandlere, hun ikke bryder sig om, dem, der ikke kan se, hvem hun er, når hun kigger ud på dem gennem øjnenes »hungerhuller«. Hvem er Karen? Det er også et spørgsmål, der vedrører selve romanens konstruktion. HUNGERHJERTE er autofiktion i forholdet 1:1, steder og navne er løftet uforandret ind i fiktionen, og begivenheder både tids- og stedfæstes for at have krog i virkeligheden. Der er ikke lagt noget filter henover, alt er prisværdigt råt og ærligt fortalt, og som sådan kan HUNGERHJERTE forhåbentlig være med til at afstigmatisere diagnosen, som i Karen Fastrups tilfælde bevæger sig fra at være en fastlåsning til at blive en del af den løsning, hun søger.
Fortællingen i nutid punkteres med nedslag fra barndommen i Sønder Vilstrup, som leverer informative puslespilsbrikker til forståelsen af Karens psyke. En barndom præget af stærk splittelse mellem en udadreagerende far og en sorgtynget indadvendt mor – og i bredere penselstrøg mellem en patriarkalsk, puritansk grundindstilling og et 68-inspireret frisind. Karen er 18 måneder gammel, da hendes anfald begynder, og skrøbeligheden er hendes følgesvend gennem hele hendes opvækst.
“Man arver ting i familier. Højde og drøjde, for eksempel. I min fars familie arver man sindssyge”, som hun lakonisk skriver.
Men den hunger, Karen føler, handler ikke kun om at blive forstået som patient; det er en hunger efter at blive set som menneske, at lykkes som kunstner og at føle kærlighed uden at miste sig selv. Med lette indslag af komik i form af Tinder-dates, samtaler om intimbarbering, sprøjteorgasmer og venindelatter får Fastrup gjort disse dele af romanen tilgængelige og inviterende – men takket være en utrolig præcision i beskrivelserne føles sygdomstilstanden mindst lige så relaterbar for læseren.
Det er simpelthen let at sætte sig i hendes sted, og det er måske den fineste lektie at tage med sig fra HUNGERHJERTE: at psyken er en skrøbelig glaskugle, men at sproget kan lindre, nuancere, genopbygge og reparere. Et finere ærinde kan man næsten ikke finde som forfatter. – Sophie Engberg Sonne
Statens Kunstfond
Præmieringer fra Statens Kunstfond “bliver tildelt kunstnere, som har skabt et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet”.
I begrundelsen skriver Statens Kunstfond:
For udenforstående kan psykosens tåge være svær at begribe, men når man har fulgt Karen Fastrup hele vejen ned ad den “dinglende rebstige til kloakken” og heldigvis også kommer med hende op igen, forstår man temmelig meget mere.
Man tager turen med uden at være fristet til at springe et eneste trin over, for Karen Fastrups Hungerhjerte vil ikke nøjes med at være en sygdomsbeskrivelse. Den folder sig derimod ud til en hudløs ærlig udviklingsroman og et stærkt erindringsværk, der både samler brikkerne i et broget familiespil og lader et fint afstemt tidsbillede tage form.
Karen Fastrup giver ikke plads til hverken selvmedlidenhed eller anklagende pegefingre, men lader fortællingen tale sit eget, tændte sprog, der på en gang er nøgent, bevægende og ofte så morsomt, at det i sig selv er helende og bliver til regulær god og intens litteratur.
Information
HUNGERHJERTE er svær at slippe
Karen Fastrup skildrer sit psykiske sygdomsforløb med en prisværdig klarhed og et decideret samfundsgavnligt blik for diagnosens begrænsninger
Karen Fastrups sjette roman, HUNGERHJERTE, er en pageturner af et erindringsværk, der skildrer tiden før, under og efter et psykisk sammenbrud parallelt med den opvækst, forfatteren er rundet af.
Teksten er holdt i nutid og åbner lige på og hårdt med jegfortællerens første møde med det psykiatriske system, 18. oktober 2015 på akutmodtagelsen i Ballerup, hvor hun bliver indlagt. Forud for indlæggelsen har hun haft en psykotisk episode hjemme hos sin kæreste, som hun for nylig er flyttet ind hos, men hvor hun slet ikke har fundet sig til rette.
Følelsen af at være ude af sig selv eller bare ikke hænge ordentligt sammen er effektivt anskueliggjort:
»Der er af og til flaksende hænder i mit synsfelt. Det er formentlig mine. Jeg bør få fat i dem, men jeg har ikke tid nu. Jeg taler.«
Passagen er typisk for fortællerstemmen, der meget ofte er spændt ud mellem et psykisk virvar og et skarpt fokus på henvendelsen til omgivelserne. Den møjsommelige kamp, HUNGERHJERTE skildrer, handler ikke kun om at få styr på sin egen psyke, men også om at få sagt, hvordan man har det, så det er til at forstå og dermed til at have med at gøre.
Som patient er den Karen Fastrup, man møder i bogen, exceptionelt opmærksom på, hvordan hun bliver set af folk omkring sig og frem for alt forhippet på at blive behandlet som et myndigt menneske, også midt i sit kontroltab.
Umiddelbart tilgængeligt og til at forstå
HUNGERHJERTEs hovedperson har det dårligt, og man vil nødigt slippe bogen, før hun får det bedre.
Mere elementær kan en plotmotor nærmest ikke være. Noget må gøres, noget bliver gjort, men det er et langt og slidsomt forløb for Karen og hendes nærmeste. Disse nærmeste tæller først og fremmest kæresten Jan, der hverken kan gengælde hendes nærhedstrang, rumme hendes sygdom eller helt slippe hende, og de to søskende Anne og Niels, der gør deres bedste for at hjælpe.
Parallelt med sygdommen skildres deres fælles barndom i et højskolelærerhjem, hvor det var i høj kurs at kunne sætte ord på sanser og tanker, og hvor angst og femininitet var ringeagtet.
At det er en elementær trang til at se bedring, der driver læsningen frem, er ikke det samme, som at pageturnereffekten giver sig selv på grund af stoffet.
Det øjeblikkelige engagement i Fastrups sygdoms- og barndomsskildring skyldes hendes evne til at fremskrive kaotiske bevidsthedstilstande og destruktive tankemønstre, så de er umiddelbart tilgængelige og forståelige. Romanen er domineret af hovedsætninger, der klart og koncist beskriver, hvad der er på færde og på spil for Karen i de forskellige situationer.
Som overskrift for hvert kapitel står tid og sted skrevet med samme skrifttype, som bruges på stempler på officielle dokumenter, hvad der giver bogen et anstrøg af sagsakt, som står i kontrast til det billedsprog, der skal til for at beskrive den subjektive erfaring af den psykiske sygdom.
Karen oplever eksempelvis at være en »hvinende kugle«, for kort derefter at opfatte den hvinende kugle som noget, der rammer hende udefra.
Sygdomstilstanden beskrives også som at være reduceret til et lille punkt inde i sig selv, der kigger ud gennem sine øjne, som et indre vilddyr og som den klaustrofobiske oplevelse af at være spærret inde øverst i sit kranie. Hen mod slutningen af bogen bliver de sanselige billeder skiftet ud af terapiens mekaniske metaforer for, hvordan psyken fungerer. Her handler det om filtre, systemer, der kan tænde og slukke, og maskinerier, der går i gang.
Romanen er tydeligvis fortalt fra en fremtidig position med bedre fodfæste og som sådan præget af tilbageblikkets klarsyn, men kapitlerne er ikke desto mindre loyale over for de forskellige måder at sanse og tænke på, der gør sig gældende i de skildrede situationer. Euforien og den forelskedes hyperopmærksomhed på den anden er til at få øje på i skildringen af mødet med Jan; det samme er den gradvise overgang til en afmægtig opmærksomhed på afvisende adfærd og egen utilstrækkelighed.
Det overordnede narrative forløb er ret traditionelt. Karen bliver sig sine i barndommen etablerede mønstre bevidst og er dermed klar til at møde en mere bæredygtig version af kærligheden.
HUNGERHJERTE præsenterer sig som en autofiktiv roman, hvad der klart giver mening, for så vidt at det er et biografisk stof, der har fået form af en roman. Det er ikke den slags autofiktion, der er ude på at udfordre skellet mellem virkelighed og fiktion, eller som spiller på læserens nyfigne overvejelser om, hvorvidt det nu virkeligt gik så grumt for sig.
Hvor der eventuelt er lagt til og fra, virker uvæsentligt, men det er ikke uvæsentligt, at bogen er baseret på personlige erfaringer.
Fastrup beskriver, hvordan en af sygdommens sorteste effekter var at miste den sprogfornemmelse, hun som forfatter og oversætter lever af. En overgang gør skrivekrisen det rent ud umuligt at se en fremtid for sig. Karen kan ikke rigtig komme videre, før hun kan skrive. Det får hun hjælp til af sin søster, der beder hende sende noget tekst hver uge. Det er, skulle man tro, de tekster, der er blevet til HUNGERHJERTE, og på den måde repræsenterer den roman, man holder i sine hænder, en vej ud af krisen.
Samtidig er bogen brugbar læsning for andre, der som Karen ikke føler sig tilstrækkeligt nuanceret set i det psykiatriske diagnostiske system.
Karens store skræk er at få diagnosen borderline, som hun selv beskriver som Amagerdiagnosen. I den kultiverede højskolefamilie, hun kommer fra, går det an at være bipolar; det er en passende sindslidelse for kunstnerisk anlagte.
Borderline er forbundet med manipulerende adfærd, som Karen ikke genkender hos sig selv. Man skal helt hen på side 150, før hun møder et regulært fjols i form af en afdelingslæge, der er ude af stand til at se andet i hende end en forældet diagnosebeskrivelse, men følelsen af diagnosen som en dom er også hård nok i sig selv. At nuancere den, som Fastrup gør i HUNGERHJERTE, er generøst og godt for samfundet. – Lone Nikolajsen
Nordjyske
★★★★★ Modig og bevægende.
Psykiske lidelser tematiseres i stigende grad i litteraturen i disse år. Bare på Gyldendal udkom i uge 37 to autofiktive psykoseskildringer, nemlig JEG ER GRÅHVID af Bjørn Rasmussen og så emnet for denne anmeldelse, HUNGERHJERTE af Karen Fastrup.
Hvor Bjørn Rasmussen lader fortælleren og historien overmande af psykosens sprog og logik, er strategien en ganske anden hos Fastrup. Her bruges sproget netop som redskab til at beherske og skabe overblik over en tumultarisk situation – eller: blive et jeg, en egen identitet, som ikke er lig med sin diagnose.
Vi møder jeg-fortælleren Karen midt i en psykose. Hun sidder i et lillebitte rum sammen med en psykiater på akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center Ballerup, 18. oktober 2015. Hun er blevet afleveret her af sin kæreste, Jan, bogstaveligt talt ude af sig selv, og uden at kunne huske, hvad der er sket.
I en collage af korte kapitler følges forskellige spor i Karens liv, som tilsammen danner en facetteret forståelsesramme for, hvordan en kvinde ender på den lukkede efter at have truet med at tage sit eget liv med en køkkenkniv.
Det ene spor skildrer tiden frem til psykosen og forholdet med Jan, hvis frihedstrang harmonerer meget dårligt med Karens psyke og behov. Efter indlæggelsen gør Jan da også kort proces: Han forlader hende, og Karen må efter sin indlæggelse prøve at samle stumperne af sit liv, som også tæller to børn.
Det andet spor følger behandlingsforløbet, der strækker sig over halvandet år. Karen diagnosticeres først som bipolar og siden som borderline – hendes værste frygt, for folk med borderline er manipulerende og “omtrent de mest modbydelige mennesker, der går på denne jord”, har hun læst. Og så er der intet håb: borderline er efter sigende uhelbredelig.
Der er noget nærmest besynderligt over denne dybt sygdomsramte krop, som stædigt stavrer rundt i en fjern virkelighed og forsøger at passe sit arbejde, selv om den både er ved at sulte ihjel af en spiseforstyrrelse og brænde sammen af angst, fordi den ikke tror, den kan klare sig alene.
At denne følelse har dybe rødder, klargøres gennem romanens tredje spor, som skildrer Karens barndom og ungdom i et progressivt højskolemiljø i 60’erne og 70’erne. Personer med borderline er bl.a. kendetegnet ved en samtidig følelse af distance til virkeligheden og en desperat tørst efter at komme i kontakt med den gennem relationer til andre mennesker.
Karen har et hungrende hjerte, et hungerhjerte. Hendes storebror døde, da hun var spæd, og derfor måtte hun udfylde hans rolle. Være stærk og fræk og klog og tænksom og modig og alt muligt andet for at høste faderens anerkendelse.
Karen var splittet mellem grænseløs beundring for familiens patriark og en grundlæggende usikkerhed og frygt for hans rasende udbrud, som kunne komme uden varsel. En fraværende mor i dyb sorg over tabet af et barn og en hård skolegang præget af mobning styrker alt sammen Karens ensomhed og angst for at blive forladt.
HUNGERHJERTE er sprogligt en til tider lidt ujævn roman, som måske kunne være skåret lidt strammere, men man tilgiver det, fordi den også er utroligt medrivende og modig i sin hudløshed.
Jegfortællerens lidt kantede karakter er samtidig ret charmerende, og en flakkende rastløshed driver kraftfuldt skriften fremad.
Allerstærkest i romanen står relationerne. Selv om bogen er selvransagende til benet, afføder denne selvindsigt samtidig et meget intelligent og overbærende blik på andre mennesker, og både forholdet til faderen og det skæve fællesskab mellem de indlagte på psykiatrisk er meget stærkt og bevægende skildret. – Anne Skov Thomsen
Litteratursiden
Autofiktiv roman om at blive diagnosticeret med borderline og om at eftertragte nærvær og kærlighed er hjerteskærende læsning.
Den autofiktive genre stortrives i disse år, og mange forfattere behandler deres egen historie og deres eget liv med skønlitteraturens greb og form. Det er der kommet mange vellykkede romaner ud af – og ind imellem er der nogen, for hvem det bare lykkes en smule bedre end for andre. For hvem det hudløst ærlige bliver lige dét mere hudløst, og for hvem det lykkes at skrive en personlig historie, man som læser bliver så berørt af, at det næsten føles som om, man var der selv. Sådan en autofiktiv roman har Karen Fastrup skrevet med HUNGERHJERTE.
I oktober 2015 blev Karen Fastrup indlagt på en psykiatrisk afdeling, og det er her, romanen begynder. Under en familiemiddag sammen med sin kærestes familie, falder tingene sammen om Karen. Hun gør ting, hun ikke senere forstår, endsige kan forklare, og en indlæggelse er uundgåelig. Efter nogen tid får hun diagnosen borderline – den værst tænkelige diagnose, synes Karen selv. Havde hun dog bare været bipolar! Men det er borderline, og nu skal hun til at lære at leve med dén diagnose. Eller endnu bedre: Slippe helt af med den.
Forholdet til kæresten Jan forsøger hun desperat at genopbygge. Han har bedt hende om at flytte efter den aften, hvor hun smed omkring sig med bøger og endte med at stå med en kniv i hånden. Men Karens hjerte hungrer så forfærdeligt efter nærvær og efter kærlighed, og gennem tilbageblik på barndommen ser vi, at sådan har det altid været. Uden bebrejdelser eller vrede beskriver hun, hvordan hun som barn tragtede efter at blive set og elsket som den, hun var. Hun fik sin fars anerkendelse ved at være modig, stærk, fræk og ”drenget”, men dybest set var hun lige modsat. Hvorom alting var: Det handlede altid om kærlighed. Om at blive elsket, blive set og draget omsorg for. Og det kom ingenlunde af sig selv.
Stille og roligt prøver Karen at arbejde sig ud af sin sindssygdom. Det går op og ned, og Jan vinder hun for en tid tilbage. Men hendes lidenskabelige tilgang til tilværelsen er opslidende både for hende selv og omgivelserne. Heldigvis har hun støttende søskende, en forstående veninde og børn, der rummer hende så godt, de kan, og det er da også til disse – samt de nu afdøde forældre – hun dedikerer bogen til.
I dag er Karen Fastrup ikke længere diagnosticeret med borderline, og hun har lært at leve med, at hun fra tid til anden lever lidt mere intenst og med nogle større følelsesmæssige udsving end de fleste andre. Og man under hende alt det bedste efter at have været vidne til det vågne mareridt, hun har været igennem.
HUNGERHJERTE er en nutidig pendant til klassiske sindssygdomsværker som HINSIDES af Helga Johansen og GLASKLOKKEN af Sylvia Plath – og det er flot litterært selskab. Fastrup har hele tiden været en god forfatter, men med denne bog er hun blevet endnu bedre. – Maria Guldager Rasmussen
Ugeskrift for Læger
Vi ved ikke så meget andet om, hvad der foregår i menneskers sind, end det, vi får fortalt. Derfor er en bog som denne guld værd, fordi den besidder en høj litterær kvalitet og et indhold, der gør læserne klogere på sindet set indefra. Ved at hæve noget af mystikken og gøre det ubegribelige ved en psykose til noget, der kan fortælles, er den med til at afstigmatisere psykiske sygdomme, og det er fortsat hårdt tiltrængt.
Forfatteren Karen Fastrup har været der selv. Inde i psykosen, inde i selvmordsforsøget, inde på de psykiatriske afdelinger, både de lukkede og de åbne. Hun har været hjemme, når ”kognitive Johnny” ringede på døren med sine skemaer og hjemmeopgaver og udstyrede hende med værktøjer til at komme videre. Hun har siddet og skrevet starten på denne autofiktive roman på en åben psykiatrisk afdeling, hvor hun genskabte sig selv som forfatter efter i en lang periode at have mistet evnen til at skrive. I denne proces fandt hun igen sit selvværd og sin identitet.
Det er Karen Fastrups sjette roman. Hun har altid skrevet og trukket på stof, der havde et personligt præg, men aldrig så direkte som i denne autofiktion. Hun siger selv: ”Jeg havde et voldsomt stof, som var mig selv og det, jeg så og hørte. Men som romanforfatter gav det kun mening for mig at formidle det stof skønlitterært, at give det romanens form og sprog. Derfor havde jeg ikke anden mulighed end at vælge den autofiktive romanform, fordi den spænder over det personlige og det fiktive”.
HUNGERHJERTE følger tre spor: 1) sammenbruddet med psykose, selvmordsfare, indlæggelse, ambulant behandling og en heling, der ikke mindst krævede støtte og nærvær fra hendes familie; 2) kærlighedshistorien, der udviklede sig klaustrofobisk og førte til sammenbruddet, hvor hun ikke længere kunne skrive; 3) glimt fra en barndom med en storebror, der døde otte år gammel, forældrenes langvarige depressive sorgreaktion og hendes eget forsøg på at lindre.
Ved at skrive romanen kunne hun gå uden for sig selv, men fortælle indefra og dermed videregive sin viden og oplevelse til os andre. Hun er både deltager og iagttager. Efterhånden som hun får det bedre, får humoren en plads, så man sidder og klukler undervejs. Ikke mindst i fortællingen fra den åbne psykiatriske afdeling, hvor hun skildrer både behandlere og medpatienter. Her får vi indblik i, hvor megen medmenneskelighed der kan udfolde sig mellem patienterne, og hvordan de tager de enkelte behandlere på kornet. Hvem vurderer egentlig hvem? Et nyttigt korrektiv til behandlernes vaneforestillinger.
Forfatteren bevæger sig gennem forskellige diagnoser, bipolar og borderline, men ender med at blive ”frikendt” for alle diagnoser. Måske er hun blot en kunstner med et stærkt, bevægeligt og lidenskabeligt sind, der under pressede omstændigheder kan reagere med psykisk sammenbrud. Og som ellers producerer bøger, der giver os andre uvurderlige indsigter. Skildringen er i alle relationer modig, loyal og medrivende, ubesmykket i sin beskrivelse af sindets veje og vildveje.
Bogen fortjener en bred læserkreds blandt læger og alle andre. – Anne Lindhart
Bogblogger.dk
HUNGERHJERTE er eddermame stærke sager og jeg blev helt ked af det undervejs i læsningen! Og det skal forstås positivt, man ved nemlig at litteraturen sejrer, når læseren bliver ramt af følelser.
Karen Fastrups sjette roman HUNGERHJERTE har været i handlen i nogle måneder nu, og mange har taget pænt imod den. Det forstår jeg godt! Der er tale om en af de bedste romaner jeg længe har læst (og jeg læser immervæk en del). HUNGERHJERTE er autofiktiv og måske fordi jeg ved, at en ægte kvinde af kød og blod og følelser og sårbarhed står bag, blev jeg med det samme suget ind i den vigtige fortælling. For det er en vigtig fortælling. En fortælling om noget af det vi ellers ikke taler så meget om; nemlig psykisk sygdom.
Romanen første sætning lyder: “Jeg kan ikke trække vejret, siger jeg til psykiateren”. Så er vi ligesom i gang. Romanens fortæller Karen er ankommet til en akutmodtagelse på en psykiatrisk afdeling. Hun har kort forinden truet sin kæreste med en stor køkkenkniv. Men har ikke selv nogen erindring om det. Vi følger Karen i perioden op til indlæggelsen, under indlæggelsen og perioden efter indlæggelsen. Og vi rejser med tilbage til hendes opvækst. Det fungerer rigtigt godt at zappe frem og tilbage.
Gradvist falder flere brikker på plads. Det er måske ikke så sært, at Karen med den opvækst hun har haft, er mere sårbar end de fleste: “Udfaldene kommer som regel uden varsel, og jeg bliver så forskrækket, at jeg mærker det omkring endetarmsmuskulaturen; jeg er bange for, at tarmen begynder at tømme sig, mens jeg sidder der i havestolen.” Karen er netop igen blevet overfuset af sin far. Den far der ofte irettesætter, ydmyger, og får Karen til at føle sig helt forkert og fylder hende med skam og utilpashed.
Det kræver mod at skrive en roman som HUNGERHJERTE. “Jeg har fucking fejlet det allervigtigste sted: Jeg har ikke kunnet sørge for mit barn.” Romanen giver et interessant og medrivende indblik i det syge menneskes sind. Det er barsk læsning. Men også opløftende læsning. For lige så sort og mørkt det kan være på toppen af angsten, lige så lyst og levende kan det blive igen, når man får den rette hjælp til at finde sig selv og livet igen.
HUNGERHJERTE er også en fortælling om kærlighed, forelskelse, begær og parforhold. Romanen er velskrevet og godt fortalt. Hånden på hjertet, jeg var bekymret for om romanen ville være en afsenderorienteret appellerende dagsbogsfortælling, men det er den på ingen måde! Det er en fremragende roman. Jeg er meget begejstret for Hungerhjerte og er glad for at Karen Fastrup har fundet tid til at skrive romanen mellem alle de romaner, hun har haft travlt med at oversætte de seneste år.
Hvis du kunne lide Indigo af Vita Andersen og Den, der lever stille af Leonora Christina Skov må du ikke gå glip af HUNGERHJERTE. De tre bøger taler sammen. – Jane Andersen